Ravsted UI har for første gang i foreningens historie et hold i serie 4. Det blev en realitet i weekenden d. 19.-20. oktober 2013.
Før weekendens kampe lå Ravsted på 1. pladsen i puljen og et pointtab til nærmeste konkurrent Team Vest (samarbejde mellem Brøns, Frifelt og Skærbæk) ville sikre oprykningen til serie 4.
Fredag aften skulle Team Vest spille på udebane mod rækkens nr. 3, Toftlund, mens Ravsted havde en svær udekamp mod puljens nr. 4 Hellevad om lørdagen kl. 13.00.
Fredagens kamp endte med et knebent nederlag på 3-2 til Team Vest og dermed var Ravsted sikre på oprykning allerede inden deres sidste kamp mod Hellevad. Gennemsnitsalderen på Ravstedholdet var på dagen kun 22 år og 347 dage, så med oprykningen sikret var der knap så mange nerver på hos det unge hold.
De to klubber havde før kampen mødt hinanden adskillige gange i løbet af kalenderåret 2013, hvor Ravsted i foråret vandt serie 6 foran Hellevads andethold, med sejre på 3-1 og 3-2 i de indbyrdes kampe, mens den første kamp mod Hellevad i serie 5 i efteråret endte med en 2-1 sejr til Ravsted. Det var altså Ravsted, som havde overtaget inden kampen, men til trods for det var det Hellevad som fik den bedste start da kampen var fløjtet op.
Hellevad startede som lyn og torden og kom hurtigt foran 2-0. De kom ud til kampen med fysisk spil og var klar fra starten af kampen i modsætning til Ravsted.
Ravsted kom herefter lidt bedre med, men der skulle en dødbold til før reduceringen faldt. På et indlæg mod bagerste stolpe steg Preben Køcks til vejrs og headede reduceringen sikkert i nettet.
2-1.
Det så altså ud til at Ravsted kunne gå til pause nede med et enkelt mål, men sådan skulle det ikke gå, for Hellevad kom fik scoret inden pausen, så der stod 3-1.
En svær 2. halveg lå altså og ventede, men Ravsted havde ikke mistet troen på et godt resultat og på en stærk 2. halveg. Johan Schrøder og Rune Carstensen stod for reduceringen til 3-2 og udligningen til 3-3, og selvom der var chancer til begge hold i slutningen af den medrivende kamp endte det uafgjort. Et resultat som begge hold kunne være tilfredse med - Ravsted havde sikret oprykningen og Hellevad havde vist at de kunne spille lige op med topholdet.
I 7-mandsturneringen havde Ravsted også en fin sæson, som endte med en 2. plads efter det suveræne tophold Løjt IF, der ikke tabte en kamp i hele sæsonen. En målscore på 47-16 i de 7 kampe vidner om godt spil og fine resultater.
En god sæson fik altså en fin afslutning, og spillere og træner Henrik Køcks kunne efter kampen holde afslutningsfest med paintball, spisning og fest.
Fra fodboldudvalget i Ravsted UI skal der lyde et stort tillykke med oprykningen. Vi glæder os til de spændende kampe i serie 4 i foråret.
Ravsted Ungdoms- og Idrætsforening - Ravsted Hovedgade 58, 6372 Bylderup-Bov - Tlf. 25 77 71 50
Ravsted UI, vinder af DBU Jylland serie 5, pulje 179, efteråret 2013.
Forrest: Morten Andersen
2. række fra venstre: Jacob Nielsen, Morten Hansen, Johan Schrøder, André Jacobsen, Michael Jepsen, Lars Frisk, Jacob Bucka Johanning.
Bagerst fra venstre: Thomas Hansen, Rasmus Andresen, Karsten Berg, Martin Hansen, Mikkel Jensen, Preben Køcks, Paul Juhl, Rune Carstensen, René Carstensen, Steffen Bossen, Træner Henrik Køcks.
Fraværende: Ole Eschelsen, Morten Larsen, Sune Johansen, Jens Jørgen Trige Demant, Steffan Lorenzen, Christian Carstensen, Anders Andersen, Brian Lindstrøm, Leo Andersen, Andreas Jepsen, Dennis Larsen